SUBTERRAMANIA var et omfattende event- og udstillingsforløb i 2010-2011, arrangeret af Kontoret for undergrundsanliggender, som er en research- og udstillingsplatform, der siden 2007 har stået for en lang række tiltag, der alle omhandler undergrundens fysiske og forestillede rum. Kontoret for undergrundsanliggender består foruden Lotte Toftgaard og Line Kjær (Umage) af Anne Nielsen, Johanne Løgstrup og Gitte Ladegaard. Se mere om Kontoret her
SUBTERRAMANIA bestod af en række faktiske rejser ned i undergrunden, hvor kunstnere blev inviteret til at producere værker og performative events på forskellige underjordiske lokaliteter i og omkring København. Sideløbende med disse Nedstigninger i den faktiske undergrund blev der afholdt Subsaloner, en række offentlige aftener med film og foredrag om undergrunden, der udgjorde et uformelt tværfagligt forum for alle interesserede.
SUBTERRAMANIA blev realiseret med støtte fra Statens Kunstfond, Statens Kunstråds Billedkunstudvalg, Københavns Billedkunstudvalg samt en række private fonde.
Nedenfor fotos fra to udvalgte udstillinger under SUBTERRAMANIA.
Se og læs mere om alle projekter under SUBTERRAMANIA på www.subterramania.dk

INGE – kvinden der opdagede jordens indre kerne, Geologisk Museum 2011.
Kontoret for undergrundsanliggender præsenterede fra d. 14. maj til d. 14. august udstillingen INGE – kvinden der opdagede jordens indre kerne, hvor 7 danske samtidskunstnere gæstede Geologisk Museum med helt nye værker, der alle tog afsæt i Danmarks ukendte verdensnavn indenfor geofysikken, Inge Lehmann (1888–1993). De deltagende kunstnere var Kristina Ask, Lisbeth Bank, Nanna Debois Buhl, Jette Ellgaard, Ulrik Heltoft, Henrik Menné og Christian Vind.
Læs og se mere på www.subterramania.dk




Jacob Kirkegaard, Under Bjerget, Carlsberg, 2011.
I 2008, inden Carlsberg Bryggeriets produktion i Valby lukkede ned, inviterede Kontoret for undergrundsanliggender lydkunstneren Jacob Kirkegaard på rejse under Carlsberg. Formålet var at indfange denne historiske produktions nu afsluttede æra gennem en række lydoptagelser fra bryggeriets kældre. Ved hjælp af kontaktmikrofoner optog han de underjordiske rør og tunnelers individuelle ”toner” ud fra den tanke, at de tilsammen kunne fungere som en slags undergrundens orgelpiber. Optagelserne blev efterfølgende omdannet til et stedsspecifik lydværk, som blev opført af Jacob Kirkegaard ved en stor offentlig liveperformance over tre timer i Carlsbergs kældre.
Hør lydværket på www.subterramania.dk



|